En event med Yantra af Christina Weisgard og lyd Jakob Draminsky Højmark.
Gennem elektronisk klang og meditative digitale billedforløb sætter “Yantra – frekvenser i bevægelse” fokus på det tværkulturelle og det globale i det lokale ved at forene energierne fra et flere tusind år gammelt østligt princip med en dansk sommerdag.
Den 23.08.22 fyldte Formlab og MultiSounds Metronomens rum og vinduer med lyd- og billedværket, “Yantra – frekvenser i bevægelse”.
Værket blander digitaliserede malerier inspireret af indiske billeder (Yantra) og ny komponeret meditativ, elektronisk lyd.
Billedkunstner Christina Weisgard har skabt materialet til billedsiden mens komponisten Jakob Draminsky Højmark står for musikken til værkets syv satser.
Det musikalske klangrum omkring “Yantra – frekvenser i bevægelse” intoneres efter Johannes Keplers 1600-tals ideer om sfærens musik mens farvevariationerne i de digitaliserede Yantra trækker på ideer fra A. W. Rimingtons bog fra 1912, Colour-Music.
Hver af de dronebaserede satser udvikler sig indenfor et specifikt klang- og frekvensområde relateret til et af de syv Yantra, og kan opleves enkeltvis eller som en samlet verden.
I åbningstiden blev publikummet inviterede gratis indenfor til en kortere eller længere oplevelse af kontinuerligt vekslende versioner af de digitaliserede Yantra, der blev vist via videokanoner, på skærme i forskellige størrelser og på staffelier spredt i Metronomens rum, mens Draminskys elektroniske akkompagnement løbende udviklede sig over det centrale lydanlæg og på mindre systemer placeret rundt i bygningen.
I Metronomen kunne værkets syv, syv minutter lange audiovisuelle grundsatser opleves i zonerne:
The Chill / Contemplation Corner / MonoColor / HeadphoneHome / Open Ear / The SkySpace.
Eller de to ShareRoom hvor Draminsky arbejdede live i 45 minutter med et ekstra plan i lydbilledet. Det skete kl. 16 og kl. 20.
Sted:
Metronomen
Godthåbsvej 33
2000 Frederiksberg
Tak til Frederiksberg Kommunes Musikudvalg og Statens Kunstfond for støtte til projektet.
Video med sekvenser fra dagen: